Skriveværksted PS! ved Marie Bjørn
25. september 2024 – 13. november 2024: Onsdage kl. 13.00-16.00

Kursusbeskrivelse
På dette forløb bliver du præsenteret for forskellige skrivetekniske greb fra fx lyrik, kortprosa eller noveller som inspiration til din egen skriveproces. Vi ser på, hvordan skønlitterære forfattere arbejder med sproget, og det centrale i hver undervisningsgang er skriveøvelser, hvor forskellige greb og tilgange prøves af på stedet og i fællesskab. Vi arbejder i dybden med konkret sproghåndværk, uanset om du har lidt eller megen erfaring med at skrive.

Du bliver undervist i et trygt rum, hvor der er plads og tid til at læse op fra det skrevne – og lytte til de andres tekster. Feedback-runderne foregår på en anerkendende og inspirerende måde, så du bliver hjulpet godt på vej i forhold til metoder og din skriveproces. Du opnår erfaring med din egen litterære stemme, med at give og modtage feedback og får afprøvet litterære virkemidler, som udvikler dine tekster ift. både form og indhold.

Underviser
Dramatiker og forfatter Marie Bjørn

“Min undervisning er kendetegnet ved, at jeg vægter at skabe et kreativt, legende og trygt rum med plads til alle. Jeg er magt- og normkritisk og værdsætter et undervisningsrum, hvor inklusion er drivkraften, og hvor alle skal føle sig mødt og styrket uanset erfaring. Jeg er overbevist om, at alle kan lære at skrive, og at talent er noget, man træner sig til snarere end noget medfødt.”

Niveau
Undervisningsforløbet er tilrettelagt, så alle uanset niveau kan deltage. Alle mødes med anerkendende feedback, der passer til den enkelte. Holdet er både for dig med nogen skriveerfaring og dig, der aldrig har prøvet at lave en skriveøvelse før.

Undervisningsgange
Forløbet består af syv undervisningsgange, der hver varer tre timer med gode pauser undervejs. Undervisningen finder sted onsdage kl. 13.00-16.00 med første gang onsdag den 25. september 2024.

Der er undervisning følgende dage:

  • 25. september 2024
  • 2. oktober 2024
  • 9. oktober 2024
  • Efterårsferie – ingen undervisning den 16. oktober
  • 23.oktober 2024
  • 30. oktober 2024
  • 6. november 2024
  • 13.november 2024

Sted
Undervisningen foregår på Forfatterskolen PS!, Collinsgade 8, kld. th, 2100 København Ø. Vær opmærksom på at rygning foregår nede ved søen, og at vores toilet er lille (bemærk håndvaskens størrelse…). Vær også opmærksom på, at vi glæder os meget til at byde dig indenfor.

Tilmelding og optagelse
Du tilmelder dig ved at udfylde og indsende formularen nedenfor. 6 af i alt 8 pladser på dette hold er til elever mellem 18 og 30 år. Vi beder om din alder i formularen. Alle felter skal udfyldes, og i kommentarfeltet vil bede vi dig om at notere følgende:

1) Skriveværksted PS! ved Marie Bjørn 25.9.2024
2) 2-5 linjer om hvorfor du ønsker at deltage i undervisningsforløbet

Du er først sikret en plads på holdet, når du modtager en bekræftelse på mail. Vi modtager som regel flere tilmeldinger, end vi kan tilbyde pladser på holdet, og vi gør meget ud af at sammensætte hvert hold på en god måde. Vi kan derfor ikke garantere dig en plads på et hold.

Pris
Det koster 300 kr at deltage. Du skal først betale, når du modtager en bekræftelse på, at du har fået en plads på holdet. I denne bekræftelse får du også info om betaling.

Har du spørgsmål?
Du er altid velkommen til at skrive til vores undervisningskoordinator og erfarne underviser Iben Claces på iben.claces@forfatterskolenps.dk

Vi håber, du vil være med og ser frem til at byde dig hjerteligt velkommen på Forfatterskolen PS!

– alle kan lære at skrive –

Tilmelding

    Kontaktoplysninger

 

TILMELDING