Det er en stor glæde og ære at kunne byde velkommen til Fælleslæsning PS! på Forfatterskolen PS! i efteråret 2026.

I en guidet fælleslæsning er der inspiration og pusterum at hente – uanset om man selv skriver eller ej.
Nogle deltagere kender måske formatet guidet fælleslæsning fra psykiatrien, for i lighed med Forfatterskolen PS! bygger Læseforeningen bro fra psykiatri til civilsamfund, sådan at sårbare kan genfinde et litterært frirum på skolen.
Nogle deltagere er måske selv skrivende og oplever, at fællesskabet i en guidet fælleslæsning ligner det, der opstår i anerkendende feedback på nyskrevne deltagertekster – her er teksterne blot hentet fra trykt litteratur.
Og nogle deltagere kender hverken læse- eller skrivegrupper på forhånd.
Det skønne er: Alle kan være med.
Formatet strækker sig over halvanden time og ligger fast:
De to uddannede læseguider, Kara og Carl-Emil, har hver gang to tekster med: Et digt og en prosatekst – fx et uddrag fra en roman, en novelle eller et essay. Teksterne omdeles i kopi, og guiden læser højt med afbræk undervejs, hvor der gives mulighed for at dele sine indtryk af teksten. Man siger nøjagtigt lige så lidt eller lige så meget, som man har lyst til.
Fælleslæsning PS! er gratis. Man møder bare op. Man skal ikke forberede sig. Man skal ikke have forudgående kendskab. Undervejs vil der være en pause. Som sædvanlig byder Forfatterskolen PS! på kaffe, te og snacks.
Fælleslæsning PS! begynder den 28. september og fortsætter hver mandag
Alle mandage (undtagen 12. oktober) 16.30 – 18.00

