Mobilt skriveværksted – for jer, der vil samarbejde med os
Det mobile skriveværksted bringer undervisningen ud til sårbare og udsatte deltagere. Ud de steder, hvor der er mest brug for det.
Vores mobile team består af professionelle forfattere og dramatikere, som hver især har solid underviserbaggrund og specialiseret erfaring i at tilrettelægge og afholde skriveforløb, der tager højde for målgruppens behov og skrivegruppens sammensætning.
Vores udbudskatalog rummer generiske forløb, som bygger på konkrete projekterfaringer. Forløbene kan afholdes som beskrevet eller udvikles: I det konkrete samarbejde er Forfatterskolen PS! lydhør overfor særlige udfordringer eller specifikke mål. Vi tilrettelægger og prissætter forløbet efter jeres behov. Send en mail eller ring til os, hvis du er interesseret i et af vores skriveforløb.
Forløb i Det mobile skriveværksted
Alle vores forløb er målrettet psykisk sårbare og/eller institutioner, personale og lærere, der arbejder med målgruppen. Nedenfor kan du læse mere om målgrupper, varighed etc.
Ord og virkelighed
På ambulatorier, psykiatriske afdelinger, safe houses, krisecentre, bosteder m.fl.
At komme til orde
På grundskoler, gymnasier og ungdomsuddannelser
Ord med på vejen
I interesseorganisationer, pårørende-, patient- og frivilligforeninger
Ord og fag
For psykiatriens personale og studerende, social- og sundhedsområdet, uddannelsesinstitutioner
Pop-op-ord
En smagsprøve til alle målgrupper
Hvis I ønsker et andet forløb, tager vi naturligvis en tæt dialog med jer for at udvikle forløbet præcis til jeres behov.
“… en ny måde at møde deltagerne på – mere ressourceorienteret og menneskelig… Tekster tages seriøst i form og udtryk, uden sygdomsfokus, men med gensidig anerkendelse af erfaringer.”
– Lea Eriksen, specialpsykolog i psykiatri
“Eleverne har hævet deres sproglige formidlingsevner og kompleksiteten i indholdet – et klart danskfagligt udbytte. Teksterne har skabt større forbundethed i klassen.”
– Malene Søderberg, dansklærer for autismeklasse
Ord og virkelighed
På ambulatorier, psykiatriske afdelinger, safe houses, krisecentre, bosteder m.fl.
Hver undervisningsgang starter med kort check-in, så gruppen og underviseren kan tage højde for dagsformen. Vi arbejder med skriveøvelser, der åbner sproget, og underviseren introducerer udvalgte tekster fra danske og internationale forfattere.
Deltagerne skriver egne tekster og kan frivilligt læse dem højt, efterfulgt af anerkendende feedback med fokus på sproglige greb, billeder, rytme og tekstens styrker. Undervisningen afsluttes med et kort check-ud.
Læs erfaringerne fra forløbene Balance mellem linjerne og LItteratur som recoverystrategi her.
Målgruppe: Patienter, beboere og evt. personale
Formål: At understøtte personlig recovery gennem kreativ skrivning
Varighed: 8–12 uger, 1 gang ugentligt (3 timer)
Deltagere: Op til 8 deltagere samt 1–2 personaledeltagere
Rekruttering: Varetages internt af personale
Forudsætninger: Ingen krav om skriveerfaring
At komme til orde
På grundskoler, gymnasier og ungdomsuddannelser
Undervisningen tager udgangspunkt i pensum eller tematiske tekster og tilrettelægges, så den er overskuelig og tryg. Der arbejdes med, hvordan man fortæller vs. viser i teksten, mønstre i sproget og mod til at skrive om egne oplevelser.
Nonstopskrivning indgår som gennemgående metode. Der arbejdes i plenum og i mindre grupper, og der gives anerkendende feedback for at styrke elevernes selvtillid og skriveglæde.
Læs udtalelser fra danskfaglige samarbejdspartnere nedenfor.
Målgruppe: Elever på autismespektret og sårbare unge
Formål: At øge skriveglæde og mindske præstationspres
Varighed: 12 uger, 1 gang ugentligt (1 modul á 2 x 45 min.)
Deltagere: En klasse ad gangen
Samarbejde: Planlægges i dialog med det danskfaglige team
Forudsætninger: Ingen krav om skriveerfaring
Ord med på vejen
I interesseorganisationer, pårørende-, patient- og frivilligforeninger
Hver workshop tager afsæt i et konkret greb eller tema inden for kreativ skrivning med fokus på sammenhængen mellem skrivning og recovery.
Deltagerne arbejder med øvelser, der åbner for at udtrykke personlige erfaringer gennem fx digt, fiktion, karakterarbejde, skiftende synsvinkler og dialog. Workshops afsluttes med frivillig oplæsning og anerkendende feedback.
Målgruppe: Psykisk sårbare samt evt. ansatte og frivillige
Formål: At give deltagerne konkrete redskaber til at bruge skrivning som en recoveryorienteret vej til trivsel og sundhedsfremme
Varighed: 5 uger, 1 gang ugentligt (3 timer)
Deltagere: Tilpasses den enkelte organisation
Samarbejde: Planlægges i dialog med organisationen
Forudsætninger: Ingen krav om skriveerfaring
Ord og fag
For psykiatriens personale og studerende, social- og sundhedsområdet, uddannelsesinstitutioner
Workshoppen giver deltagerne konkrete skønlitterære øvelser og erfaring med anerkendende feedback. Der diskuteres, hvordan skrivekunst kan styrke ressourcer hos både patienter og personale, og erfaringer fra praksis præsenteres gennem tal og citater.
Deltagerne får både faglig indsigt og hands-on oplevelse af, hvad kreativ skrivning kan i fællesskab.
Målgruppe: Ansatte og studerende inden for sundhedsfag – fx sygeplejersker, læger, psykologer, vejledere og kontaktpersoner
Formål: At introducere skrivekunst som metode og give hands-on erfaring med, hvordan det kan styrke både patienter og personale
Varighed: 1 gang, 3–4 timer
Deltagere: Tilpasses gruppen
Samarbejde: Planlægges i dialog med institutionen
Forudsætninger: Ingen krav om erfaring med kreativ skrivning
Pop-op-ord
En smagsprøve til alle målgrupper
Workshoppen giver korte, afgrænsede skriveøvelser som smagsprøver på kreativ skrivning. Underviserne introducerer skrivekunstens greb og metoder på en tryg og inspirerende måde, så alle kan deltage.
Pop-op-ord er velegnet til at afprøve interesse og motivation, inden faste hold planlægges.
Målgruppe: Patienter, beboere og udsatte borgere
Formål: Kort og konkret introduktion til skrivekunsten med hands-on øvelser
Varighed: 1 gang, 3–4 timer
Deltagere: Tilpasses den enkelte gruppe
Samarbejde: Planlægges i dialog med institutionen
Forudsætninger: Ingen krav om erfaring med skrivning
Udtalelser fra lærere for autismeklasser
"For mange elever har der været personlig udvikling, og de deler nu deres tekster i undervisningen. Eleverne har hævet deres sproglige formidlingsevner og kompleksiteten i indholdet – et klart danskfagligt udbytte. Teksterne har skabt større forbundethed i klassen, med engagement og indlevelse delt mellem eleverne."
– Malene Søderberg, Høje-Taastrup Gymnasium
"Forfatterskolen PS! understøtter elevernes personlige stemme og flerstemmighed i deres skrivning. Skrivning kan overskues i mindre bidder, hvilket hjælper eleverne i andre skrivefaser. Dialogen om klassen har kunnet omsættes til konkret og relevant undervisning."
– Mathias Steen Hansen, Høje-Taastrup Gymnasium
Vores udkørende team af undervisere
Underviserne på Det mobile skriveværksted tæller en række professionelle forfattere og dramatikere, der udover at være profileret fagligt har særlig kapacitet og erfaring med konkrete målgrupper af psykisk sårbare.

Abelone Koppel
Abelone er både forfatter og dramatiker og har en unik evne til at møde de skrivende, hvor de er – både med sind og krop. Gennem korte, sanselige skriveøvelser åbnes kreativitet uden præstationspres.
Specialiseret kapacitet
Erfaring med tværdiagnostiske hold, sårbare borgere i kommuner, undervisning af minoriteter herunder queerhold,samt undervisning i fængsler.

Christina Englund
Christina er romanforfatter med syv udgivne romaner og en prosasamling. Hun guider deltagerne gennem skriveprocesser, så nye spor og nærvær i teksterne kan udforskes – også for dem, der har svært ved at overskue at skrive.
Specialiseret kapacitet
Tværdiagnostiske hold, sårbare borgere i kommuner, gymnasieelever på autismespektret med fokus på kreative ressourcer og neurodivergent blik.

Iben Claces
Iben skriver både prosa og lyrik og arbejder tekstnært med rytme, åndedræt, mytologier og arketyper som mulighedsrum. Samtidig fremhæver hun den enkeltes unikke sproglige ressourcer. Hendes trygge rammer gør, at deltagerne tør udforske og dele deres stemme.
Specialiseret kapacitet
Tværdiagnostiske hold, deltagere med bipolar lidelse og personlighedsforstyrrelser, hjemløse, minoriteter herunder queerdeltagere, ofre for seksuelle overgreb, samt erfaring med workshops og hold for både patient- og personaledeltagere.

Stinus Kirkeskov
Stinus kombinerer teoretisk indsigt og praksisnær varme. Han ser sproget som en gave og guider deltagerne til at udforske sprogets uanede muligheder gennem prosaens store fortælleverden og lyrikkens smukke sanseligheder, hvor tryghed og mod skabes fra første færd.
Specialiseret kapacitet
Erfaring med tværdiagnostiske hold, ambulant psykiatri, patientdeltagere med skizofreni og angst, pårørende, samt workshops for både patienter og personale.

Tomas Lagermand Ludme
Tomas arbejder med litteratur, scenekunst, billedkunst og manuskripter til film, radio og serier. Han ser kunsten som et rum for empati og forståelse. Han har undervist i 30 år og gennem sanselige øvelser åbner han op for historier, som giver deltagerne mod og tillid til at fortælle uden at miste sig selv.
Specialiseret kapacitet
Erfaring med små og store hold, individuel undervisning, fokus på den enkelte deltagers historie, minoriteter herunder queer-deltagere og tværfaglige grupper.

